Jeg tror ikke, jeg opdagede det med det samme.
Det kom snigende. Som en træthed, der ikke gik væk, uanset hvor meget jeg sov. Som en irritation over små ting, jeg normalt ville grine af. Som følelsen af hele tiden at være bagud – som om livet løb foran mig, og jeg bare prøvede at følge med uden helt at kunne indhente det.
Jeg er mor. Og ikke bare mor – jeg er alenemor. Der er ikke nogen at give stafetten videre til, når energien er brugt op. Ingen pauseknap. Ingen “jeg tager lige over i dag”. Det er mig. Hele tiden.
Og jeg elsker det. Jeg elsker mit barn, de små øjeblikke, grinene, krammene. Men jeg tror, det er der, mange misforstår det at være udbrændt. For man kan godt være fyldt med kærlighed og samtidig være fuldstændig drænet.
Jeg begyndte at mærke det i kroppen først. Hjertebanken uden grund. En konstant uro. Og så den der træthed… ikke bare “jeg er lidt træt”, men sådan en tung, næsten fysisk udmattelse, hvor selv de mindste opgaver føles som bjerge.
At smøre en madpakke.
At svare på en besked.
At tage stilling til noget.
Alt krævede noget af mig, jeg ikke følte, jeg havde.
Og så kom der også noget andet. Noget jeg ikke helt havde ord for i starten.
Jeg kunne ikke genkende mig selv.
Den jeg plejede at være – hende der havde overskud, humor, tålmodighed… hun føltes langt væk. Som om jeg kiggede på mit eget liv udefra uden rigtig at være med i det.
Og det mærkeligste var næsten, at jeg heller ikke rigtig kunne mærke mig selv længere.
Ikke sådan rigtigt.
Følelserne blev flade eller for store. Enten ingenting… eller alt på én gang. Jeg kunne sidde midt i det hele og føle mig tom. Fraværende. Som om min krop var der, men jeg selv var et andet sted.
Og det skræmte mig faktisk lidt.
For hvem er man, når man ikke kan mærke sig selv?
Og så kom skyldfølelsen. Den værste af dem alle.
Skyld over ikke at være den mor, jeg gerne vil være. Skyld over at være kortluntet. Skyld over at have brug for pauser, jeg ikke kan få. Skyld over at føle mig utilstrækkelig – selv på dage hvor jeg egentlig gør alt, hvad jeg kan.
Jeg tror, jeg nåede et punkt, hvor jeg bare kørte på autopilot. Jeg gjorde det, der skulle gøres. Fik hverdagen til at hænge sammen. Men indeni… der var jeg ikke rigtig med længere.
Det er mærkeligt at føle sig så tom, når ens liv egentlig er fyldt.
Og så er der eftermiddagen.
Den der tid, hvor mit barn kommer hjem fra skole med et nervesystem, der har været “på arbejde” hele dagen. Hvor alle kravene, lydene, relationerne og indtrykkene sætter sig i kroppen. Og han slipper det… hos mig.
Og jeg står der. Allerede træt. Allerede brugt.
Og skal være den rolige.
Den, der rummer.
Den, der regulerer.
Jeg kan se det på ham med det samme nogle dage. Uroen i kroppen. Den korte lunte. Små ting, der vælter det hele. Og jeg ved godt, hvad han har brug for. Ro. Nærvær. En voksen, der kan holde ham, når han ikke selv kan.
Men det er også dér, det gør allermest ondt.
For hvordan giver man ro, når man selv er urolig indeni?
Hvordan låner man sit nervesystem ud, når ens eget føles slidt helt ned?
Nogle dage lykkes det. Jeg sætter mig ned. Trækker vejret dybt. Taler roligt, selvom jeg er ved at koge indeni. Jeg prøver at være hans anker.
Andre dage… gør jeg ikke.
Og så kommer skyldfølelsen igen. Som en bølge.
Men jeg er begyndt at forstå noget vigtigt.
At det ikke handler om at gøre det perfekt.
Det handler om at være der – også når det er rodet.
At sige: “Mor er også lidt træt i dag, men jeg er her.”
At tage pauser sammen. Ikke hver for sig.
At vælge de kampe fra, der ikke er vigtige lige dér.
Måske er det også en form for regulering. Ikke den perfekte, rolige, overskudsagtige version – men den ægte.
Jeg øver mig i at lytte til det nu. Til kroppen. Til signalerne. Til den der stille stemme, der længe har forsøgt at sige, at jeg skal stoppe op.
Ikke fordi jeg giver op.
Men fordi jeg gerne vil kunne blive ved.
Og måske… stille og roligt… finde tilbage til mig selv igen.
Hvis du sidder med samme følelse… så er du ikke alene. Og du er ikke forkert.
Måske er du bare træt. Rigtig træt.
Og måske er det okay at tage det alvorligt.
Også selvom verden omkring dig stadig kører videre.
Tip en ven