Som du sikkert ved, er jeg mor til en dreng. Han er en vidunderlig, omsorgsfuld, empatisk og livlig dreng fyldt med energi og livsglæde – mit “et og alt”. Men efterhånden som han vokser og udvikler sig, har vi oplevet mange tegn, der tyder på mulig ADHD. Vi samarbejder tæt med skolen, og der er prøvet mange forskellige tiltag for at sikre Brunos trivsel, men desværre har det ikke haft den ønskede effekt.
Skolen dræner Brunos energi, og han bryder ofte sammen, når han kommer hjem.
Derhjemme har vi også oplevet udfordringer med grænseoverskridende adfærd, og jeg har følt mig drænet samt manglet de nødvendige redskaber til at rumme og støtte mit barn.
Jeg troede egentlig, jeg gjorde det rigtigt.
Jeg forklarede. Trøstede. Satte grænser.
Prøvede at være tålmodig.
Og alligevel…
Vi endte vores eftermiddage alt for tit i konflikter, hævede stemmer og den der tunge følelse i kroppen bagefter.
Du ved… hvor man lige sætter sig ned og tænker:
“Hvorfor blev det sådan igen?”
Jeg googlede nettet tyndt i håbet om at finde svar, løsninger og muligheder.
Ikke fordi jeg tænkte, at jeg var en dårlig mor.
Men fordi jeg var træt. Helt ind i nervesystemet træt.
Og fordi jeg kunne mærke, at noget skulle ændre sig.
Jeg kontaktede en familierådgiver, som anbefalede mig at påbegynde et forløb i Parent Management Training – Oregon.
Hvad er PMTO egentlig?
Da jeg først hørte om det, tænkte jeg:
“Okay… endnu et kursus.”
Men PMTO (Parent Management Training – Oregon) er faktisk ret konkret.
Det er en evidensbaseret metode, som bruges i Danmark gennem kommunen – ofte via familieafdelingen eller PPR – til forældre, der oplever mange konflikter eller føler sig fastlåst i hverdagen.
Det er ikke terapi på den måde, hvor man bare sidder og taler.
Det er mere:
“Okay, hvad sker der hjemme hos dig – og hvad kan du gøre anderledes i den situation?”
Man får:
- konkrete værktøjer
- små øvelser fra sin egen hverdag
- sparring på det, der ikke virker
Og så prøver man det af.
Midt i ulvetimen. Midt i madpakker. Midt i virkeligheden.
Og det er faktisk der, det gør en forskel.
Det vigtigste jeg lærte (og stadig øver mig på)
1. Jeg lærte at se det gode – også når det er svært
Jeg opdagede, hvor meget jeg egentlig rettede på det, der ikke fungerede.
“Stop.”
“Lad være.”
“Nu har jeg sagt det tre gange.”
Men jeg sagde sjældent noget, når det gik godt.
Nu prøver jeg at fange de små ting:
“Jeg kan se, du prøver.”
“Tak fordi du kom med det samme.”
Og det ændrer faktisk noget i ham.
2. Små ting gør en kæmpe forskel
Jeg troede, jeg skulle lave store ændringer.
Men det var de små ting:
At gå ned i øjenhøjde.
Sige hans navn først.
Give én besked ad gangen.
Det lyder simpelt.
Men det er det ikke altid, når man er presset.
3. Korte beskeder virker bedre end lange forklaringer
Jeg er typen, der forklarer alt.
Men mit barn lytter ikke til en lang forklaring midt i en konflikt.
Nu siger jeg:
“Sluk iPad’en.”
Og så stopper jeg der.
Det føles næsten forkert…
men det virker bedre.
4. At stå fast – uden at råbe
Jeg troede, man skulle hæve stemmen for at blive taget seriøst.
Men jeg har lært, at ro og tydelighed faktisk virker stærkere.
Jeg gentager. Roligt.
Og står ved det, jeg har sagt.
5. Ros der giver mening
Ikke bare: “godt gået”
Men: “Du tog sko på uden jeg skulle sige det tre gange – det hjælper virkelig.”
Så ved han, hvad han gjorde rigtigt.
6. Jeg behøver ikke reagere på alt
Den her… den har givet mig mest ro.
Alt behøver ikke en reaktion.
Nogle ting kan jeg lade passere.
Og det gør, at jeg har mere overskud til det, der faktisk er vigtigt.
7. Konsekvenser uden drama
Før blev det hurtigt følelsesladet.
Nu prøver jeg at holde det neutralt:
Hvis du kaster med legetøj → så bliver det lagt væk.
Ikke en lang snak.
Ikke skæld ud.
Bare handling.
8. Struktur hjælper mere end jeg troede
Når dagen er forudsigelig, bliver han mere rolig.
Efter skole, snack, pause, lektier, hygge.
Det lyder kedeligt…
men det skaber tryghed.
9. Relation før regulering
Den her ramte mig.
Når han er presset, har han ikke brug for flere krav.
Han har brug for mig.
Så nogle gange sætter jeg mig bare tæt.
Siger ikke så meget.
Og det virker bedre end alle mine ord.
10. Jeg er også en del af det hele
Den sværeste erkendelse.
At det ikke kun handler om mit barn.
Men også om mig.
Mit toneleje.
Min tålmodighed.
Mit eget overskud.
Når jeg er rolig…
så smitter det.
Ikke altid.
Men ofte nok til, at det gør en forskel.
Virker PMTO?
Ja… men måske ikke på den måde, man tror.
Det handler ikke om at “fikse” barnet.
Det handler om, at vi som forældre gør noget anderledes.
Og når vi ændrer vores måde at reagere på…
så ændrer dynamikken sig også.
For mig føles det som at have fået nye briller.
De samme situationer.
Men en anden måde at være i dem på.
Det vigtigste jeg tager med
PMTO gav mig ikke et perfekt barn.
Men det gav mig noget, jeg manglede:
Ro.
Retning.
Og en følelse af, at jeg faktisk kan gøre noget anderledes.
Vi har stadig svære dage.
Men de fylder ikke det hele længere.
Og det er måske det vigtigste.
Hvis du sidder derude og føler, du hele tiden reagerer, irettesætter og bliver træt i hovedet…
Så er du ikke alene 🤍
Tip en ven